Ramt af meningitis!

Meningitis er sådan et ord, man læser om i medierne. Det er sådan noget, man hører andre bliver ramt af – og som er vanvittigt farligt. Det er sådan noget folk dør af.

Men det sker jo ikke bare sådan lige, vel? Meningitis. Det er sådan noget, der sker for andre, ikke?

Jeg tog grueligt fejl.

Ud af det blå

Det var bare en helt almindelig dag. Den var forløbet, som den plejer sammen med alle ungerne herhjemme. Klokken var 19.30, og jeg sad i sofaen med Elliot, mens de to store var i gang med deres egne ting. Jeppe var ovenpå og havde netop puttet Emma. Jeg hørte ham på trappen, da han kom ned.

Han havde en dyb rynke i panden.

“Jeg har vildt ondt i hovedet,” sagde han ud af det blå. Han gik hen og lagde sig på sofaen med det samme. Han stønnede, og jeg kunne godt se, at det gjorde hamrende ondt. Helt ærligt, så var jeg pænt træt af, at jeg skulle overtage putningen, men jeg hentede panodil til ham og gled over i rutinen. Jeg fik Elliot, Sophia og Noah i seng. Trip trap træsko.

Undervejs forsvandt Jeppe, og jeg blev temmelig sur, da jeg opdagede, at han var gået i seng. Det kan selvfølgelig virke hårdt, set i bakspejlet – sådan en gang meningitis sætter tingene lidt i perspektiv – men hvis vi lige spoler tiden tilbage til en mere dagligdagsorientetet stemning, så betyder det meget for mig, at vi siger godnat til hinanden og lige når at være sammen på kryds og tværs. Jeg ved ikke noget værre, end at man bare skrider. People matters, right? Lang historie, der ikke skal blandes ind i denne lørdag aften.

Bange

Jeg var sur, da jeg gik i seng. Rasende, kan man næsten sige. Jeg havde haft et par timer til at piske en stemning op nedenunder, men alle de store følelser forsvandt med ét, da jeg trådte ind i soveværelset. Der er erstattedes de af én, der var større end dem alle sammen: Jeg blev bange.

Sådan rigtig bange.

Jeppe havde meget ondt. Han lå og rystede og jamrede, og topmadrassen var skubbet helt skævt af sengen. Han fortalte mig, at han frøs, men mest af alt havde han bare vanvittigt ondt i hovedet. Jeg frygtede, at han havde fået en blodprop eller hjerneblødning og forbandede hvert eneste øjeblik, hvor jeg havde været streng ved ham eller stillet store krav. Ok, lad os være ærlige. Det ville jeg aldrig blive færdig med – men jeg fik dårlig samvittighed. Var det mig? Var det min skyld?

Det var ikke et sekund faldet mig ind, at det skulle være meningitis. Det var ikke lige øverst på min liste af ting, man kan fejle.

Vær nu ærlig, mand!

Jeg sov ikke hele den nat. Jeg lå og lyttede, mærkede og betragtede min mand, mens han græd og vred sig. Jeg kunne godt komme i kontakt med ham, men han afviste mine forslag om at ringe efter nogen eller lægevagten.

Da klokken blev fem, var han nede efter mere smertestillende, og jeg vidste godt, at det her ikke kunne blive ved. Jeg skrev ud til flere personer, om de kunne hjælpe, for jeg kunne ikke køre fra børnene, og Jeppe skulle tilses af en læge – selvom han ikke helt havde fortalt mig, hvor slemt det stod til.

Jeg vidste det godt alligevel.

Det gør sgu ondt

Der var så ikke den store hjælp at hente. Der gik nogle timer, og jeg var fast besluttet på, at der skulle være en plan klar, når Jeppe stod op, for jeg kunne ikke tage mig af børnene og ham og finde en løsning samtidig. Det bed i mit hjerte, at ingen var sprunget til.

Så jeg måtte tage skeen i den anden hånd og bede om hjælp på Facebook.

Facebook sover aldrig. En veninde kom og hentede Jeppe og kørte ham til en meget modvillig lægevagt. Tænk sig at ringe ind med hovedpine!? Det kan undre mig, at der slet ikke blev stillet nogen spørgsmål.

De skulle skamme sig derinde.

Han var ikke længere i stand til at føre en samtale med mig, og pludselig fik jeg besked om, at han var sendt med ambulance til Kolding. Så var der radiotavshed, og jeg stod derhjemme med børnene og kunne intet gøre.

Jeg var bange for, at jeg ikke skulle se ham igen.

Tænk hvis det sidste mellem os skulle være mig, der var rasende på ham. Jeg døde lidt ved tanken.

Børn er seje

Jeg forsøgte at få dagen til at gå. Det var virkelig hårdt at være mor, men ungerne var enormt seje og upåvirkede. De er ikke så nemme at ryste, men fulgte nu alligevel nysgerrigt med gennem spørgsmål.

Børn er gode til at være konkrete: Jeg fortalte, at Jeppe skulle til lægen, fordi han havde ondt i hovedet, og at han var kommet på sygehuset nu, så han var i gode hænder. Det var rigeligt for dem. De stoler på os, og det må være lykkes mig ikke at flippe helt ud, selvom det føltes sådan indeni.

Det var den længste dag i mit liv.

Vi nåede igennem den kendte pandekageseance og det hele, mens jeg stirrede febrilsk mod klokken.

Det ventede opkald

Jeppe havde så vidt muligt holdt mig orienteret undervejs. Han havde nu fået morfin og været igennem CT-scanning, blodprøver, hjertekardiogram og rygmarvsprøve. Han var gået fri for teorier om hjerneblødninger og lignende, så vi begyndte at tro på det. Måske han ville blive sendt hjem med krav om ro og aflastning. Måske var han bare overbelastet (tilbage til skyldfølelserne).

Så kom det ventede opkald. Jeppe lød mærkelig. Han sagde et ord, som jeg hørte, men som lød langt væk. Hvad? Hjernehindebetændelse.

H J E R N E H I N D E B E T Æ N D E L S E !

Åh nej.

Han havde fandeme meningitis.

To slags meningitis

Til vores held stod det hurtigt klart, at der findes to slags meningitis. Der er en viral og en bakteriel variant, hvor det er den bakterielle, der er dødsens farlig og kan give bl.a. blodforgiftning. Vi havde vundet et sygt lotteri ved at lande på den mildere virale udgave. Gudskelov. For når jeg tænker på, hvor syg Jeppe var, og hvor store hans smerter var, så tør jeg ikke tænke på den anden udgave, som kan slå folk ihjel på bare timer.

Det viste sig jo så også, at min kære mand havde den karakteristiske nakkestivhed og flere symptomer, men han bemærkede det ikke selv, før han fik akut voldsom hovedpine.

Efter meningitis

Her i tiden efter er han meget træt, sådan helt drænet, og selv en enkelt opgave kan bringe hovedpinen tilbage, så han skal ned og lægge. Høje lyde (fire børn, woop woop) er anstrengende og giver ham smerter, og han er nogle gange nødt til at have høreværn på. Han er også meget forvirret, kan ikke følge med i en samtale, spørger om de samme ting og roder rundt med dagligdagsting. Fx var jeg faldet i søvn på sofaen, og han ville være hjælpsom og hente de to små (han har jo også kun lige haft meningitis..!).

Men ud over at han blev dårlig af turen, så hentede han alle deres ting med hjem, som man gør om fredagen. Det var så bare torsdag. Sådan noget er også værd at lægge mærke til, idet sygdomme kan give mentale forandringer også og nedbrudte nerveforbindelser og følesans.

Puh ha.

Jeg må synke en stor klump.

Vi ser stadig fremad

Heldigvis vender det en smule dage for dag, og som han får mere styr på grænserne for sin formåen, så kan han også bygge mere på og stille og roligt vende tilbage til vores liv, som vi kender det. Heldigvis er vi gode til at indordne os og har en håndsrækning i mine forældre.

Livet går videre, og vi ser stadig fremad.