En babynest er en dejlig tilføjelse til babyudstyret, men alt afhængigt af dit barns personlighed, så kan den være både “need to have” og “nice to have”. Jeg ville ikke have undværet Elliots babynest, da han havde et voldsomt behov for tryghed og genkendelighed, mens Emma gerne ville brede sig og sov overalt, hvor hun blev lagt, så den endte med at blive sejlbåd for de store.
Indledningsvist købte jeg et mønster til babynest hos Stof &Stil, men jeg må ærligt indrømme, at deres syvejledninger er ret kinesisk for mig, så jeg kombinerede denne med en pokkers masse intuition og inspiration fra blogs omkring på nettet. Selvom der er nok at vælge mellem, så peger de fleste tilbage på særligt to blogs; Kirstines Kreativiteter eller Idas Mirakel.
Jeg vil dog alligevel dele mine erfaringer med at sy min egen babynest. Hvis du vil sy mere til din baby (eller barn), så tag også et kig forbi min DIY: Sy dit eget sengesæt.
Materialer
- Stof: To stykker stof (for- og bagside), 100 x 65 cm
- Bund: Pladevat, skum eller madras; jeg brugte en kvalitets liftmadras
- Fyld: Pudefyld eller mere pladevat; jeg brugte allergivenligt pudefyld
- Diverse: Kantbånd, 3 m. (3 cm bred, gerne bredere)Satinbånd, 3 m
- Usynlig lynlås, 30 cmAlternativt kan man erstatte satinbåndet med anoraksnor og tilføje to snorstopperne. Man kan også udelade lynlåsen forneden, hvis man ikke vil kunne fjerne den (men gør vask lidt mere besværlig).
Der er i det hele taget mange tilpasningsmuligheder for en babynest; det er kun fantasien (og måske evnerne), der sætter grænserne.
Før du går i gang
Husk at vaske stoffet inden brug, da det ellers kan krympe – eller endnu værre krymper forskelligt – når du en gang får brug for at vaske din babynest. Stryg ligeledes stoffet, inden du klipper det til, så du er sikker på at få lavet de to stykker stof ens.
Min madras var lidt mindre end mønsteret, men det kompenserede så fint for, at madrassen var ekstra tyk, så det udlignede sig selv i sidste ende. Hvis du selv tegner mønsteret, så husk sømrum. Jeg bruger gerne 1-1,5 cm.
Sådan syr du din babynest
Tegn mønsteret af på mønsterpapir (hvis du tegner det selv) eller læg det direkte på stoffet.

Klip først forsiden og derefter bagsiden, så du har to stykker stof i målene nedenfor. Målene er ret standard ud fra de fleste babynests på nettet, men det står jo én frit for, om man vil have den længere og/eller bredere, så den kan bruges i længere tid. Jeg vil tro, at den her passer det første halve år alt afhængigt af, hvor hurtigt baby vokser.

Når stoffet er klippet ud, skal de to stykker sys sammen ret mod ret. Det vil sige med de to forsider ind mod hinanden. Husk at lade babynesten stå åben forneden: Du skal kun sy fra midten af den ene side og hele vejen rundt langs ydersiden og til midten af den anden side. Se billedet. Stykket mellem de to ”arme” lader du stå åbent – jeg har kun sat nåle i for at holde på stoffet.

Sådan ser det ud, når du har vendt stoffet.

Løbegang og bånd
Pres sømmen, så den står skarpt. Nu kan du sy kantbåndet på, så du får en løbegang til bindebåndet eller anoraksnoren. Det skal sys hele vejen rundt på ydersiden langs den syning, du lige har syet. Jeg foldede kantbåndet ind ved hver afslutning, så kanten blev lidt pænere. Nu er det blevet tid til at trække anoraksnoren igennem. Jeg satte den på en sikkerhedsnål og trak den hele vejen igennem.

Nu bemærker du sikkert, at jeg bruger en anoraksnor her. Det startede jeg nemlig med – da jeg var færdig med babynesten, var jeg bare ikke helt tilfreds, så jeg måtte bide i det sure æble og trække den ud igen og tage turen endnu en gang med mit satinbånd. Det er klart lettere at gøre, når der ikke er fyld i!
Madrassen
Nu er det tid til næste etape, hvor du syr rundt langt betrækket, så der kommet et rum til madrassen (og et til kanten). Du markerer en linje ca. 16 cm inde i stoffet fra yderkanten. Det er rigtigt nok, at nålene er sat ca. 1 cm inde i armen, sådan skal det være.
Prøv evt. lige efter med madrassen, inden du syr. Jeg havde en liftmadras klar, så det var let nok. Det er heller ikke værst, hvis du lige klipper en skummadras til eller syr nogle lag pladevat sammen. Jeg har set flere DIY’s, hvor man skærer pladevattet en smule større end madrassen, så man altså syr den fast i syningen. Så skrider det heller ikke så let inde i stoffet. Det må du selv se, hvad du er til. Mulighederne er mange. En god tyk madras er at foretrække, hvis baby direkte skal sove i babynesten. Jeg skar lidt af bunden på min madras, så den blev forkortet.

Hvis du vil have lynlås i, så er det nu, den skal sys i. Det kræver lidt tålmodighed og at man lige får den vendt rigtigt, men det er det hele værd. Så kan man nemlig tage madrassen ud, hvilket gør vask en hel del lettere.Alternativt kan du sy enten knapper i eller sy den helt sammen og pynte med kantebånd. I så fald venter du til sidst.Skub madrassen ind i betrækket og luk. Nu er det tid til at fylde kanten.

Fyld
Det er et større arbejde at fylde en babynest, hvad enten du bruger pladevat eller pudefyld. Det sidste synes jeg personligt er både mere lækkert (åndbart) og lettere, da man bedre kan mostle det på plads. Det kræver en lang arm og god tålmodighed under alle omstændigheder 🙂

Når du har fået den fasthed og tykkelse, du ønsker (pas på med at gøre den for hård), så skal det sidste sys sammen. Jeg samlede det med nåle og syede først en gang, så det hele blev holdt sammen. Derefter satte jeg kantbånd på og syede en gang mere. Det er besværligt at gøre på maskine, men jeg orkede ikke at gøre det i hånden. For den fingernemme, så er det et godt alternativ, men jeg lider af karpaltunnelsyndrom pga. graviditeten, så det der med at holde på en lille nål er bare ikke match made in heaven.


Sådan! Et stk. færdig babynest!

Eller… Der var lige det der med anoraksnoren… 🙂


DIY: Sy dit eget sengetøj - Kaffeogkaos.dk
27. december 2021 at 22:00[…] får du min version af hjemmelavet sengetøj. Du kan evt. kigge forbi min DIY på en babynest, hvis du er sådan generelt er ved at sy udstyr til din baby […]