Jeg har ikke lyst til at se dig

I morgen skal jeg have samvær med min nevø. Jeg har ikke set ham siden den 23. januar, hvor jeg måtte dele ham med hele familien. Så for mig tæller det ikke. Før det så jeg ham i slutningen af december, hvor jeg måtte dele ham med hele familien. Jeg har faktisk aldrig været alene med ham. Jeg skal hele tiden holde mig tilbage og skamme mig over mit kæmpe behov for at lære ham at kende – og give ham oplevelsen af den moster, han er gået glip af.

Jeg skammer mig. Jeg bliver kvalt. Jeg græder indeni. Jeg har ikke lyst til at se ham i morgen. Jeg har været mærket af det hele ugen. Jeg kan mærke, at det påvirker mig, at de sidste mange gange har været “dårlige”. Jeg er mærket af, at jeg skal forestille at være taknemmelig for de få timer, jeg allernådigst har fået lov til at se ham. Jeg er mærket af at være forbudt, at han er forbudt og at han skal beskyttes.

Det er os, han skal beskyttes mod. Hans familie.

Han ville ikke mærke nogen forskel, hvis jeg ikke kom længere. Og det er nok det, der gør allermest ondt.

Det er blevet stjålet fra mig.

samvær, anbragt

Det værste er afmagten

Det værste ved at have en anbragt nevø er afmagten. Jeg kan INTET gøre overhovedet. Jeg kunne ikke gøre fra eller til, da han blev fjernet. Jeg kan intet gøre nu. Jeg har intet med sagen at gøre. Jeg sidder herude i mørket og får nogle gange en adgangsbillet på bagerste række, når det er tid igen. Jeg ved ikke en gang, hvornår jeg ser ham næste gang. Der er intet mønster eller nogen klare hensigter. Det er opslidende.

Det er så fucked up, og jeg bliver i tvivl, om det nogensinde bliver godt. Kan vi hele igen? Hvad får vi hjem? Jeg har slet ikke lyst til at se ham lige nu, for det er bag en glasvæg, og det er bare tortur.

Han hører til hos os. Han er elsket, behøvet og hele hans historie er her.

Der var én, der sagde til mig i forgårs, om det virkelig var i hans tarv at komme hjem, når han var knyttet til sin plejemor (det mente hun ikke, at han skulle). Den ramte mig som en kniv i brystet.

Den sidder der endnu.

Det er nok den værste følelse i hele verden at skulle kæmpe for at få ham tilbage, VELVIDENDE at det vil gøre ham ondt. Det er så fucked up! Jeg HADER det. Der var nogen, der stjal ham på en formodning, ødelagde hele vores familie, og nu er det OS, der kommer til at gøre ham ondt. Nu er det os, der er de onde, fordi vi vil have ham tilbage.

anbragt, samvær
Særligt Sophia og Emma er helt forelsket i ham – og det er gengældt! Han var så betaget, at han kravlede helt op på skødet af Sophia for at lege med hendes halskæde og kigge på hendes krøllede ansigt. Emma legede han med på gulvet. Han er i den grad virkelig herhjemme, og børnene snakker om ham, som er han bare hjemme hos sin mor. For vi er så heldige, at vi har set ham i julen og hans egen fødselsdag. Men nu er der ikke noget foreløbig, og de spørger efter ham hele tiden. “Hvor er William?” Emma har ting, hun gerne vil give ham, fx en bog hun ikke har brug for længere. Og min hjerte føles som en sten i brystet.

Ja, hvad får vi hjem?

Det er stadig planen, at han skal hjemgives – og selvom jeg vil se det, før jeg tror det, så er jeg da begyndt at høre mig selv sige meget forsigtigt, at han gerne skulle komme hjem i år. Men jeg ved jo godt, at livet ikke bare går videre, når han kommer ind af døren. Vi kan ikke bare blinke og vupti, så er vi ligesom i gang.

Nej… Det bliver et langt sejt træk, og jeg er bange for, HVOR langt det bliver, og hvad prisen er. Jeg ved godt, at jeg ikke bare lige tryller et forhold til ham frem.

Det ironiske er, at alle “papirer”, der bliver lavet nu, ser mægtig fine ud. Netværkssamværet får ros og “fungerer rigtig godt”, min søster gør det rigtig godt og få at vide, at hun “gør alt rigtigt”. Hun går i terapi som lovet og han kommer besøg hjemme hos sin mor hver anden uge med støtte på (for at dokumentere samværet). Hun bor i en skøn lejlighed, har fundet en sød kæreste og et fast arbejde. Det er et normalt, velfungerende liv – og så alligevel ikke, for de har os i et jerngreb.

De tilskriver den en god, hurtig udvikling. Men hvad hvis det slet ikke har været der i første omgang? Hvis de tog fejl i første omgang? Det kommer de aldrig til at indrømme.

Jeg har virkelig ikke lyst til at se ham i morgen.

anbragt, samvær

2 kommentarer til “Jeg har ikke lyst til at se dig”

    1. Tak <3 Jeg ville også ønske, at det var anderledes. Men der er også en trøst i at acceptere situationen, som den her. Det har jeg fået god øvelse i, må man sige.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen