Taknemmelighed er en smuk ting

Nu til dags kan konfirmationer næsten ikke blive pompøse nok. Man skal spare op gennem mange år for at lægge tusindevis af kroner til tøj af nyeste mode, fest af største kaliber, en gave der koster en månedsløn – og så skal de selvfølgelig hentes af noget nær en helikopter, som en anden berømthed.

Ja, du har nok regnet ud, at det nærmer sig for os. Om to år går Noah i 7. klasse – og klassen skal konfirmeres. Eller det vil sige, at Noah skal nonfirmeres (eller have en humanistisk konfirmation). Han tror ikke på Gud, og det giver ikke mening for ham at skulle konfirmeres i traditionel forstand. Det har han vidst i mange år.

taknemmelighed, taknemmelig, tak, børneopdragelse, opdragelse, konfirmation, nonfirmation, humanistisk konfirmation

Forventningspres

Men dagen er et pres på mine skuldrer. Den kommer nemlig rigtig meget i klinch med nogle værdier, der sidder godt og grundigt fast i mig. Jeg er ikke vokset op med store fester i den kaliber. Jeg er vokset op med alle dem, man elsker samlet, kød på grillen, kolde bajere – eller iskold hvidvin – festlege og sang, levende lys, latter, lige til den lyse morgen.

Da Jeppe blev 30 år, holdt jeg også en fest for ham. Det var en surprisefest, og det endte med at blive en temafest. Jeg allierede mig med mine nærmeste veninder – og indbød hele venneflokken til en Hulken-fest i et stort festtelt i mine forældres have. Forud havde de sendt billeder fra deres liv med Jeppe, og jeg satte en video sammen til ham. Halvt fra dem, den sidste halvdel fra mig personligt. Det var spot on. Op dækningen og pynten ligeså.

De værdier er svære at give afkald på, men jeg vil heller ikke stå så fast på dem, at mine børn bliver udenfor eller ligefrem drillet. Der er bare noget enormt jordnært ved at have fingrene i sin egen fest på den måde. Jeg elsker det kreative element, og hvis jeg skal være helt ærlig nok også udfordringen i at skabe en kæmpe mindeværdig fest ud af nærmest ingenting.

Jeg er bare taknemmelig for at få en fest i det hele taget,

Vi havde en snak om det ved bordet her i påsken. Det var vel meget oplagt med langfredag og alt det der. Men jeg spurgte Noah, hvad han godt kunne tænke sig, der skulle ske på dagen. Hvad han fx ville synes om, at vi holdt hans konfirmation hjemme. Hans svar kom ærlig talt bag på mig:

“Jeg er bare taknemmelig for at få en fest i det hele taget,” sagde han.

Taknemmelighed er en smuk ting

Man kan jo ikke rigtigt fremtvinge taknemmelighed. Eller ydmyghed. Det skal komme indefra et sted, som du stille og roligt mister indflydelse på. Du kan jo gøre dit bedste i de få år, du virkelig har inpact, men derudover så kan man bare håbe på det bedste.

Men jeg synes faktisk, at mine børn viser nogle gode kvaliteter jævnligt. Sådan nogle af de egenskaber, hvor man lige vokser en meter og tænker: Det dér… Det var lige det, jeg håbede på. OK, sådan må man måske ikke sige som forælder, men lad os nu bare være ærlige og indrømme, at det ikke er alle træk ved ens børn, man bare knuselsker.

Men når Noah udviser taknemmelighed på den måde, så bliver jeg stolt. Når han virkelig sætter ord på, at han værdsætter, at faster har inviteret til sushi og film (til faster).

Når Elliot stopper i skolegården for at spørge et barn, der sidder alene, om han er ok – eller hvad han er ked af, selvom alle andre bare løber videre.

Eller når Sophia kommer hjem fra skole og udbryder i døren: “Det er bare SÅ sejt, når gamle mennesker løber!”, fordi hun lige har krydset en mand på 100 år, der var ude på en løbetur.

Den største eksamen af dem alle

Da jeg blev mor for første gang, var der én ting, jeg ikke kunne fordrage. Det gik op for mig, at mit barn – senere mine børn – var et åbent vindue direkte ind til mine største sejre og fiaskoer. Den åbenhed brød jeg mig ironisk nok ikke om. Ironisk, fordi jeg i dag blogger om det.

Men det er faktisk den største eksamen af dem alle at blive forælder. For du skal sgu bestå – og du skal helst også klare dig rigtig godt, ikke?

Når jeg så står her og ser dem vokse op én efter én, og jeg finder personlighedstræk, som jeg både aktivt og passivt har givet videre, så bliver jeg stolt.

Stolt af dem og stolt af mig selv.

Jeg elsker, at mine børn er så observante. At de er følsomme og stærke på samme tide. De tager ikke alting for givet – og har den her godhed i sig og kan elske med hele deres væsen. Og så er har de i sandhed forstået, hvad taknemmelighed handler om.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen