Halloweenboller fra helvede. Intet skriger da vist mere Halloween end at servere glødende kul. Bollerne ligner så godt, at Elliot nægtede at spise dem! Og det til trods at det glødende kul i virkeligheden er de blødeste yoghurtboller, som jeg længe har bagt.
Du kan uden tøven servere disse Halloweenboller. De pifter morgenbordet op, pynter i madpakken eller vil utvivlsomt vække jubel i børnehaven, klassen eller på arbejdet, hvis de er til den slags.
Opskriften får du herunder.
Det skal du bruge:
En stor portion bolledej
- 6 dl yoghurt
- 50 g gær
- 2 tsk rød pastafarve
- 2 tsk groft salt
- 4 tsk sukker
- 150 g durummel (fint)
- 100 g blødt smør
- 700 g hvedemel
Sort dej
- 4 dl lunken vand
- 2 tsk sort pastafarve (evt. lidt ekstra, hvis du vil have det mørkere)
- 16 g gær
- 4 spsk rapsolie (den skal være smagsneutral)
- 3 spsk sukker
- 1 tsk salt
- 400 g rismel
Sådan laver du Halloweenboller
Bollerne
Hæld yoghurten op i en skål og smuldr gæren i. Tilsæt den røde pastafarve – der skal ret meget i for at give en god rød farve.
Bland durummel, salt og sukker. Ælt det sammen med yoghurten. Tilsæt nu det bløde smør, skær det eventuelt i tern, og ælt det hele godt sammen. Rør resten af melet i lidt af gangen. Dejen skal være blød og smidig.

Læg det tilbage i skålen og sæt film over. Lad dejen hæve et lunt sted i en time.
Ælt den let igennem igen. Del den i 18 stykker og lav en fast, rund bolle i hånden. Der var ikke behov for at tilsætte ekstra mel.
Læg dem på to bageplader beklædt med bagepapir: De hæver en del, så selvom du måske nok kan få plads til alle på pladen, så vil de flyde sammen under bagningen. Gør dig selv den tjeneste at bruge to 🙂
Lad dem hæve under et viskestykke i 40 minutter.

Den sorte dej
Hæld det lunkne vand op i en skål og rør den sorte pastafarve i. Smuldr gæren i og rør det sammen.
Så tilsætter du olie, sukker, salt og rismelet. Bland det godt sammen til en blød masse, der minder lidt om cement 🙂 Tilsæt mere farve, hvis du vil have det mørkere. Den skal ikke være for fast eller for tynd – tyk og klistret er helt rigtigt. Den skal nemlig blive hængende på bollerne, men også løbe ned, så det dækkes helt.
Dæk skålen med film og lad dejen hvile i 15 minutter. Hvis du lige er kvik, kan du jo time det, så det er færdigt samtidig.

Sådan bliver dine halloweenboller til glødende kul
Når bollerne er færdige med at hæve, så tager du en god klat sort dej i hånden og smører den på bollerne. Dæk dem helt til. Laget skal være godt tykt.

Om du bruger handsker eller ej, må være op til dig. Det behøvede vi ikke. Det er nemt at vaske af fingrene, og det var sjovt for Sophia at få lov til.
Lad bollerne hæve utildækket i 15 minutter mere, mens ovnen varmer op til 210 grader. Det skal være almindelig ovn, ikke varmluft.
Bag bollerne i ca. 18 minutter nederst i ovnen til de er gennembagte, og den sorte dej er stivnet og krakeleret.

Bollerne kan fryses 🙂
Hvis du har mod på flere opskrifter, så kan du også lave afhuggede zombiefingre af småkagedej. De er ALT for fede (og smager syndigt godt). Ellers kan jeg også anbefale at lave en hjernekage af romkuglemasse!


Afhuggede zombiefingre - Kaffeogkaos.dk
28. oktober 2021 at 20:19[…] du lide at bage, så bør du virkelig prøve kræfter med mine Halloweenboller fra helvede: Glødende kul. De er en skarp konkurrent til de afhuggede […]
Hjernekage til Halloween - Kaffeogkaos.dk
28. oktober 2021 at 20:49[…] du har fået blod på tanden med Halloween bagværk, så skal du helt sikkert prøve mine Halloweenboller fra Helvede: Glødende kul eller afhuggede […]
Spøgelser af gips til Halloween - Kaffeogkaos.dk
25. oktober 2022 at 19:36[…] til Halloween, så skulle du tage springet og lave sjov mad. Jeg har fx prøvet kræfter med disse boller fra helvede, en blodig hjerne og afhuggede zombiefingre: Og børnene elsker […]