Der var en gang, hvor jeg lavede bucket list hvert år til januar. Det var ikke en særlig vild liste, men vel en påmindelse om, hvad jeg gerne ville have mere af eller skulle øve mig på i det kommende år. Det var en liste, som gav mig håb og lod mig drømme på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke havde særligt meget af begge dele.
Man kan jo elske eller hade nytårsfortsætter, som en bucket list er en slags udvidet version af. Men min liste giver mig ikke bare en stund, hvor jeg reflekterer over mig selv, min lykke og min fremtid, det giver mig nogle handlemuligheder og mål. Mit liv skal give mening – for mig.
Hvad er en bucket list?
En bucket list er faktisk bare en liste med dine mål. De ting, du vil opnå, inden du dør – eller inden du fylder 30, 40, 50 eller for det kommende år, som jeg gør det. Det er ting, som du drømmer op at opleve, steder du skal besøge, ting du vil ændre i hverdagen, eller hvad du nu gerne vil gøre noget ved. Det er din liste, dine drømme og mål.
En bucket list er god til at kigge nærmere på én selv og ens liv. Det er ikke, fordi jeg er meget utilfreds med det hele, men den hjælpe mig med at mærke efter og overveje, hvem jeg egentlig gerne vil være og hvad der gør mig lykkelig. Det er en sund lektie i at jage sine drømme i stedet for bare at sætte sig i sofaen – men husk at trække vejret!
Husk at trække vejret
Det er ikke, fordi jeg behøver at løbe 400 km/t. Det er bare vejen til stress og ulykke, hvis man tror, at “ingen dag skal spildes”. Jeg havde en periode, efter at Noahs og Sophias far døde, hvor jeg havde det sådan. Det red mig som en mare: Alt skulle være perfekt og 100 %. Jeg følte, han sad på min skulder, og jeg skulle leve op til ham. Jeg skulle løfte opgaven for to – og det skulle være perfekt: Hver DAG skulle være 100 %.
Det var ikke noget, han ville have ønsket, så det krav kom helt fra mig selv. Jeg endte med at være en rigtig lortemor og helt urimelig over for børnene. Jeg satte mig simpelthen ned og græd og måtte til sidste indrømme over for mig selv, at jeg var nødt til at acceptere, at det kan ikke lade sig gøre at leve sådan. Det er helt ok med mindre. Livet er for kort til at slavebinde sig selv til perfektion.
Men her kommer i hvert fald min personlige “to do i 2022”:
Min bucket list 2022
- Læse en bog hver måned
- Træne hver uge
- Tabe 10 kg.
- Løbe en halvmarathon
- Begynde at skrive dagbog
- Slikke sol
- Bade ved stranden
- Løbe i mørke
- Lave én pull up
- Tage ti armbøjninger (som ikke er på knæene)
- Tage i Lalandia med ungerne
- Tage på sommerferie i udlandet
- Sætte tid af hver dag til at gøre noget for mig selv: Make up, hårfjerning, mv.
- Tage et kursus: Madlavning, foto, håndarbejde
- Høre et foredrag
- Tage på Kulturværkstedet i Odense: Lerværkstedet og Tekstilværkstedet
- Lære at hækle
- Tage i teateret
- Løbe OCR i udlandet
- Skrive en bog
- Skrive breve til min mormor
- Glamping med Jeppe
- Holde en fest
- Sortere ud i tøj og legetøj og giv det væk
- Komme videre med at renovere huset
- Tage på restaurant
- Løbe et OCR-voksenløb med Noah
- Overnatte på hotel med Sophia
- Tage flere billeder af mig selv
- Se flere af mine fantastiske venner!
Leave a Reply