Fem års dag efter meningitis

Det er fem år siden i dag, at meningitis dukkede op på vores dørtrin. Jeg har faktisk ikke skrevet et eneste indlæg om det siden den dag, og det kan godt virke lidt mærkeligt set i bakspejlet. For det var et forløb, der ikke bare var benhårdt og varede i lang tid, men som fyldte alt for mig. Så hvorfor skrev jeg ikke om det?

Den sidste dråbe

Der var egentlig flere grunde til, at jeg blev tavs. Dels ville jeg ikke sidde og udlevere Jeppe. Han skulle have det i fred og have lov til at være syg og blive bedre uden at nogen stod og tog notat (=mig). De fysiske udfordringer var én ting efter meningitis, men det var enormt sårbart at tale om de kognitive forandringer, jeg oplevede hos ham. Han blev meget vred på mig, hvis jeg berørte det.

“Efter meningitis” var i det hele taget et emne, vi havde store udfordringer med at tale sammen om.

Jeg var også nødt til at tie stille for min egen skyld. Kender du den der med, at nogen lige lægger hånden på din skulder og spørger, hvordan det går – og man så bare bryder sammen? Jeg var skide bange for at tråden knækkede: Jeg var så hårdt spændt for efter Jeppes meningitis, at jeg frygtede, at ét ord kunne være den sidste dråbe, der væltede hele læsset.

Og jeg var nødt til at få det hele til at hænge sammen. I lang tid fremadrettet.

Efter meningitis

Det næste halve år efter at have fået meningitis var Jeppe meget træt og rundtosset. Alle høje lyde gjorde ondt på ham, og han tålte dårligt lys. Han forsøgte flere gange at tage på arbejde, men som håndværker var det nærmest umuligt at få ro, så han var væk fra arbejdet on-off i lang tid.

Det værste var nok, at han fuldstændigt ændrede personlighed – og jeg vidste ikke, om jeg fik ham tilbage igen. Han var så humørsvingende og ustabil, og jeg kunne faktisk ikke særligt godt lide den “nye” Jeppe.

Det var hårdt at være i.

Han var slet den samme person efter meningitis, og hvad fanden gør man så? Venter man? Tilpasser man sig? Hvilket kompromis var jeg egentlig ved at indgå? Hvor mange krav kunne jeg stille om min egen lykke? Det var super forvirrende og faktisk også sorgfuldt.

Jeg ville have min mand tilbage.

Men jeg følte mig som det største røvhul at føle sådan, når han havde været dødsyg, og jeg stod allerede her og var træt af ham. Det kunne jeg ikke være bekendt.

Senfølger af meningitis

Der var jo den x-faktor i det hele, at man altså godt kan få senfølger af meningitis. De fleste bliver raske igen, men hvad nu hvis vi stod med én at de situationer, hvor han ikke gjorde?

Der gik lang tid, før vi nåede til det punkt, hvor Jeppe faktisk gik videre med det. Jeg havde selv ringet til sygehuset og forhørt mig om opfølgning på hans forløb, men de ville overhovedet ikke tale med mig, selvom jeg havde nogle spørgsmål som pårørende.

Der gik faktisk et par år, før Jeppe blev undersøgt for senfølger og fik sin kliniske opfølgning. Noah og Sophia mistede deres far året efter, og det overtog bare hele vores liv og eksistens i de kommende år. Men konklusionen var en lettelse: Der var ikke sket skader på hjernen, og vi kunne stille og roligt lukke den bog, om end vi aldrig rigtigt fik bearbejdet det, før tiden var løbet fra os.

Det lyder meget antiklimatisk. Det er det nok også.

Men der var ingen af os, der i farten helt indså, hvor alvorligt det var at gå igennem – og hvad det kostede os. Og da vi endelig mærkede konsekvenserne, så var der så mange skår at klinke, at det ikke var til at skille ad længere.

Hvad så nu?

De sidste fem år har været som et spil poker, hvor puljen hele tiden bliver større (med negativt fortegn). Jeppe fik ikke rigtigt lov til bare at være syg og komme sig, selvom det egentlig var mit største ønske for ham. Men livet løb bare videre og var skide ligeglad.

Det er nok min største fortrydelse. Jeg ville ønske, at vi havde været mere ærlige over for hinanden. At Jeppe havde været bedre til at fortælle mig, hvordan han havde det. Men det var vidste jeg slet ikke om ham på det tidspunkt: At det var noget af det værste at bede ham om.

Jeg ville ønske, vi havde fået mere hjælp. Der var ingen, der lige kom og passede børnene, svingede støvsugere eller lavede aftensmaden. Vi var mutters alene – JEG var alene, og det gjorde mig bitter. Jeg var vred på omverden og særligt dem, jeg mente skulle have været der. Jeg stod tilbage med følelsen af et enormt svigt, som jeg har været lang tid om at slippe. Set i bakspejlet, så skulle jeg havde bedt om hjælp. Det ødelagde meget at lade være.

Jeg ved ikke, hvordan vi gjorde det, men vi overlevede. Børnene kan ikke en gang huske det; så lidt indtryk gjorde det, hvilket er enormt ironisk, fordi Jeppe og jeg var så ekstremt pressede begge to.

Til syvende og sidst gik det hele.

I hvert fald på den konto.

Men alt det andet må blive en anden dag.

Tak, fordi du læste med hertil <3