Aldrig mere medicin

Jeg fik medicin i efteråret 2019. Det fik jeg, fordi jeg begyndte at bruge alt for mange kræfter på at være oppe i mit hoved. Jeg havde mange fysiske symptomer på stress og til sidst havde jeg svært ved at skille tingene ad: Min virkelighed skred for mig – og så tog jeg til lægen.

Så fik jeg medicin.

Det var utroligt nemt at få. Det blev faktisk næsten stoppet ned i halsen på mig. Der blev lagt en løs, mundtlig plan, og så var jeg ude af døren igen. Det var jo meget fint og handlekraftigt.

Problemerne kom faktisk først, da jeg så ville AF med medicinen igen. Det skulle koste mig rigtig mange kræfter og konflikt med hele lægehuset. Jeg måtte konsultere FIRE forskellige læger for at nå nogen vegne.

Den tur vil jeg gerne dele med dig i dag.

Angst

Det er ikke, fordi jeg vil bekæmpe det faktum, at jeg blev angst. For det blev jeg. Eller at medicin kan være det bedste valg, hvis man er syg. Det var det for mig.

Da Noahs og Sophias far døde pludseligt, ville min hjerne overhovedet ikke stoppe op igen. Den var fuldstændigt oppe og køre i et gear, jeg aldrig har prøvet før. Jeg var SÅ bange for, at børnene skulle dø fra mig – eller Jeppe. Jeg fik flashes af dem, hvor de lå døde i deres seng, og jeg fandt dem.

Jeg kunne slet ikke rumme, hvis nogen ikke tog telefonen, så fik jeg flash backs. Det smagte meget af et traume for en tid, og det kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne klare selv.

Sådan lidt firkantet, så er det jo ikke forkert, hvis man bliver bange for noget eller berørt af, at noget voldsomt sker. Tilstanden skal bare ikke blive ved, for så slider det for meget på dig. Så kan det være nødvendigt med hjælp i form af medicin.

Jeg fik Sertralin og noget at sove på, men det var en blandet fornøjelse.

angst, stress, medicin, belastningsreaktion, sorg, pstd

At få medicin mod angst

Man skal være klar over, at medicin ikke er en gratis omgang. Man vinder ikke lotteriet med en pille i halsen. Det kan godt være, at man afhjælper angsten og en stresstilstand, men det har også en pris. Jeg fik nemlig RIGTIG mange bivirkninger, og dem døjede jeg med gennem hele perioden.

Jeg gik samtidig til psykolog for at lære at takle angsten, men det blev hurtigt mere en slags coach og en sparringsmakker, og det var super fedt. Jeg kunne rigtig godt lide at komme hos hende, og det var faktisk lidt træls, da hun ville afslutte mig i løbet af 3-4 konsultationer. Hun syntes at jeg allerede gjorde det, jeg skulle, for at passe på mig selv og komme mig. Det var mere et spørgsmål om tid til at hele. Ro.

OK, den købte jeg.

Aftalen med min læge var, at jeg skulle trappe ud, når der kom lidt mere ro på. Men så kom corona – og min nevø blev fjernet hjemmefra. Dér knækkede filmen fuldstændigt for mig. Jeg fik en voldsom belastningsreaktion og måtte nu sygemeldes.

Men angsten udeblev. Det bed jeg mærke i og talte med min læge om. Vi kunne dog godt blive enige om, at det ikke var det rigtigt tidspunkt at pille ved medicinen.

Bedring og tavshed

Jeg forsøgte at trappe ud hen over sommeren, men jeg fik bare SÅ mange abstinenser, at jeg gav op. Det var helt vildt så afhængig, jeg var, og jeg blev rigtig dårlig. Jeg havde også haft det rigtig dårligt, da jeg skulle trappe op. Min læge snakkede om, at jeg skulle have hjælp til at trappe ud. Det kunne man gøre med anden medicin.

OK, den købte jeg også.

Med tiden blev jeg dog træt af hele tiden at vente og blive talt til. Jeg savnede, at nogen ville tale med mig om, hvordan jeg egentlig oplevede det, og hvad det gjorde ved min livskvalitet. Især fordi angsten blev ved med at glimre ved sit fravær.

Hvorfor var der ingen, der stillede nogen spørgsmål? Jeg blev bare talt til hele tiden. Og alle ville have, at jeg skulle være på det her medicin. Nu begyndte jeg at blive irriteret. Jeg ville IKKE have medicin længere: Jeg var træt af at være så stegt i hovedet, ligge på sofaen og blive tykkere og tykkere.

angst, stress, medicin, belastningsreaktion, sorg, pstd
Det værste var, at jeg ikke kunne være den mor, jeg gerne ville være. Jeg orkede det simpelthen ikke. Det var i øvrigt også derfor jeg skrev: “Er du træt, mor?” – for man kan nemlig sagtens være en skide god mor, selvom man ligger strandet. Alle skulle lige tilpasse sig, men børnene mistede mig altså ikke.

Kampen begynder

Da jeg begyndte at tale om at trappe ud i efteråret, så ændrede tonen sig. Nu var jeg ikke længere ramt af en belastningsreaktion, nu var jeg pludselig psykisk syg og skulle på antidepressiv, mente min læge. OK, det var da meget fint at konkludere ud fra, at vi overhovedet ikke havde talt sammen eller foretaget nogle tests.

Det kunne jeg ikke uden videre acceptere, særligt fordi jeg IKKE føler mig deprimeret. Jeg er bare skide træt af corona og træt af at gå hjemme. Jeg var desuden også blevet raskmeldt i september og helt normal jobsøgende.

Jeg var til et par konsultationer hos min læge, før jeg kastede håndklædet i ringen. Så bad jeg om en konsultation hos anden læge og følte mig mere hørt, men hun sendte mig derefter tilbage til den første. Jeg fik dog taget blodprøver i hoved og røv – og de var bare fine alle sammen.

Jeg fik en tid hos min psykolog og snakkede det igennem med hende. Hun fik mig til at give det et skud mere. Hun kunne heller ikke genkende de ting, der ligesom blev trukket ned over hovedet på mig. Og det var trods alt hendes sofa, jeg sad og tudede på.

Udtrapning på egen hånd

angst, stress, medicin, belastningsreaktion, sorg, pstd

Så jeg trappede ud selv. Over LANG tid og meget forsigtigt, men omg hvor var det barskt. Jeg var SÅ dårlig og måtte også give op midtvejs og lige tage en pause (juleferie med fire børn hjemme og abstinenser = NO GO). Jeg var endda på apoteket for at tale med dem om det: Endnu en gang mødte jeg en masse fordomme og antagelser, og jeg begyndte at føle mig pisse ulykkelig.

De syntes, jeg skulle blive på min medicin og endda gå lidt op i dosis igen (= For jeg havde vel nok brug for den?). Hvad er det for en verden, vi lever i, når man er holdt op med at spørge og bare antager?? Hvor man FASTHOLDER sygdom.

Jeg fik en tid ved en ny læge i lægehuset. Hun lavede en depressionstest og andet psykisk gøjl. ENDELIG kom konklusionen efter et par uger: Der var ingen tegn på depression eller psykiatriske udfordringer. Det var ikke aktuelt at sætte noget som helst i gang, for behovet VAR DER IKKE.

Jamen mange tak.

Tænk sig, hvis jeg bare have givet mig… Så havde jeg stadig været på medicin og haft det ad helvede til. Tænk sig, hvis de bare have talt med mig i første omgang?

Fri for medicin

For jeg havde ret. Jeg har ikke haft skyggen af angst i over et år. Da først min hjerne fik ro, så blev den i ro. Jeg har ikke depression, og selvom der har været rigeligt at blive presset af, så har jeg taget mig af min stress efter bogen og synes selv, at jeg er kommet utroligt godt igen.

Da filmen knækkede for mig, kunne jeg ikke en gang læse længere. Jeg slukkede virkelig helt oppe i hovedet og fik endda tics/stammede, hvis jeg blev presset i en samtale: Det er der ingen problemer med nu. Jeg mistede store dele af mit ordforråd… Mange ting vidste jeg ikke længere, hvad hed, fx en trillebør.

Det eneste, jeg mærker i dag er, at jeg bliver træt en gang imellem – og så skal jeg tage det hensyn til mig selv. Jeg skal være tro mod mine begrænsninger, men det er heller ikke noget problem, for jeg kan godt finde ud af ikke at være den mor, der bager til skoleboden hver gang. Eller melder mig som frivillig i én eller anden henseende.

Du kender typen, ikke?

Det er ikke mig.

Jeg laver ting i mit tempo, og når jeg har lyst. Jeg kan godt trække nogle veksler på min energi en gang imellem, men jeg malker den ikke tør. På den måde synes jeg faktisk, at det har været lærerigt og skabt en ny og bedre balance i mit liv. Jeg kan godt lide den person, jeg mødte på vejen, og jeg har taget hende med videre.

Men jeg har stadig nogle kampe tilbage. De skal tages hos min læge, og jeg HAR allerede fået sat nogle hjul i gang, som jeg vil fortælle om en anden gang.

angst, stress, medicin, belastningsreaktion, sorg, pstd
Det er det bedste, der er sket længe, at jeg fik det medicin ud af kroppen. Jeg skulle lige lære at regulere mine følelser selv igen, men det er skønt at få sig selv tilbage.

4 kommentarer til “Aldrig mere medicin”

  1. Åh Malene, hvor kan jeg se mig selv i det du skriver.
    Jeg er dog stadig på medicin og har været det i over et år nu. Jeg tør dog ikke at begynde udtrapning, for bare tanken om det gør at jeg kan mærke at min angst virkelig begynder at røre på sig. For mit vedkommende der tror jeg desværre at angsten vil være min følge svend resten af livet. Men jeg har heldigvis på nogle områder lært at tøjle “ham”

    1. Det er jeg sindsygt ked af at høre, Lisbeth. Det er så barsk en sygdom 😢 Jeg havde det virkelig ikke godt, og man kan slet ikke stole på sine følelser eller fornuft. Medicinen hjalp mig til at få hjernen på rette vej igen, så jeg har været heldig.

      Men puuuh ha, den udtrapning var vild. Jeg var syg og dårlig – og min psyke var sindsygt presset. Jeg havde heldigvis en god fornemmelse alligevel – at det var det rigtige…. Men shit, hvor skal man have noget til at passe på én, når man gør det 😢

      Har du “altid” haft det eller er det kommet som voksen?

  2. Fantastisk post <3 Jeg er virkelig glad for at have læst den – især fordi der så er nogle ting, jeg skal være mere obs på, end jeg lige troede, nu hvor kæresten skal til at igennem noget lignende inden så længe.

    1. Åhhh, skal han? Så skal du være godt klædt på, for hold da op, hvor bliver man fysisk dårlig – og psykisk også. Jeg troede lige et øjeblik, at de alligevel havde ret, men der havde jeg heldigvis læst meget om abstinenssymptomer, så jeg kunne huske, at man kan være frygteligt ustabil og nærmest depressiv. Nu hvor jeg er “clean”, så er der ikke skyggen af det. Jeg håber, at det bliver med læge inde over <3 I er seje!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen