Kære far

To år er gået, siden du døde. Det kan være svært at følge med tiden, når det både føles, som var det i går – og som en livstid siden.

Udtrykket er vel heller ikke helt malplaceret. For den dag du døde, tog du noget med dig. Noget indeni de mennesker, du efterlod, og da vi skulle finde ud af at leve videre uden dig, så startede et helt nyt liv.

To år er gået, siden du døde. Jeg har kigget på klokken flere gange og husket, hvor jeg var for to år siden. Jeg husker det minut for minut. Den stigende uro. At få beskeden af farfar. Og det øjeblik, hvor jeg skulle sætte mig på gulvet og knuse mine børns hjerter.

Far er død.

Tiden, der er gået

Jeg kan godt se, at det bliver bedre. Med tiden. Jeg kan også godt se, at det aldrig går væk. Det er noget, men lærer at leve med – og det kommer og går efter egen vilje. Det kan være hvad som helst, der fremkalder savnet. Vreden. Tårerne. Tomheden.

Jeg er meget imponeret over vores børn. De gennemlever et barns værste frygt; at miste en forælder, og de gør det så godt. Jeg synes ellers, at livet havde budt dem rigeligt som delebørn og en far med epilepsi. De har måtte flytte mange gange og leve i beredskab i så mange år, at hvis der var noget, de fortjente, så var det et break.

Sådan skulle det ikke være.

Er jeg vred på dig? Nej, jeg synes, at vi tog de kort, vi havde på hånden, og fik det bedste ud af dem. Vi havde respekt for hinanden og byggede et godt samarbejde op omkring børnene. Epilepsien fyldte meget og var drænende. Ingen havde nogensinde helt fri. Telefonerne måtte aldrig været slukket, og vi kunne aldrig drikke to øl, hvis vi skulle kaldes ud og køre.

Det var frustrerende, ingen tvivl om det. Jeg følte mig tit fanget og straffet for evigt, men jeg accepterede også, at det var vores liv. Børn skal have en mor og en far. Du var deres største stjerne, far. Det er du stadig, selvom du er et andet sted nu.

Højtiderne

Det går bedre med højtiderne, end jeg havde frygtet. Farmor, farfar og faster er gode til at tage ungerne med ud til graven, og de sørger for at holde den rigtig pæn hele tiden. Børnene laver tit pynt og gaver, Sophia har sågar taget lektier med derud, som hun ville vise dig.

Det er nok dér, hvor det gør allermest ondt på mig. Hver gang de mangler dig til at være stolt af dem. For det ved jeg, at du ville være. Utroligt stolt af alt det, de er blevet til på de her to år. Alt det, de vil blive til i fremtiden.

Det er en svær balancegang at leve med én, der er død. For det må ikke fylde så meget, at man glemme at leve, men man skal også acceptere de dage, hvor man går helt i stå.

Der er heldigvis mange af de gode og få af de dårlige, men det vil jeg ikke reflektere så meget over lige nu. Jeg vil hellere fortælle dig om dine børn.

Din store modige søn

Noah var 9 år gammel, da han mistede sin store helt. Sin far. Han havde gennem nogle år taget meget ansvar for dig, fordi du var syg, og det tog lang tid for ham at slippe, at han skulle have været der. Tænk, hvis du ikke var død, hvis han havde været hos dig? Det tog ham endnu længere tid at blive et barn igen, og jeg åndede lettet op, da han begyndte at lege. Det var næsten lidt for barnligt, men jeg undede ham det.

Hvad der er endnu mere imponerende er, at han stadig har tillid og mod på livet. Han tror på sin fremtid, drømmer om, hvad han skal være (det er ikke helt på plads endnu), passer sin skole og er et helt fantastisk lille menneske. Omsorg falder ham naturligt, han er godhjertet og positiv – og som noget nyt, så er han også ved at få noget kant, som jeg ikke har set tidligere. Han siger fra. Han øver sig i hvert fald i at gøre det, og vi støtter ham jo i det. Han er rigtig meget ved at finde ud af, hvem Noah er, hvilket jeg måske tænker, at han har haft lagt lidt på hylden i alle disse år. Det gør mig glad. Vores milde dreng finder sine ben at gå på nu.

Han kan lave mad, bage og er virkelig dygtig til at ordne køkkenet. Han går i seng i fornuftig tid, holder sine aftaler og er god til at komme op om morgenen. Han er blevet så selvkørende i år – og er dog ved at være temmelig “teenage-uduelig” med sit rod på værelset, hvis du spørger moren. Det ville have moret dig og frustreret dig, lige så meget som mig, tror jeg.

Oh, it’s on.

Det bliver nogle lange år med en distræt ung mand med store potentialer.

Men han er ikke gået i stykker. Han er ikke ødelagt. Han har oplevet ting, som et barn ikke skulle have mærket, men på én eller anden måde, så bærer han det med sig og holder fast i sig selv.

Det er jeg så imponeret over.

Din fortryllende datter

Sophia var 6 år, da hun mistede sin far. Desværre for hende har hun alderen imod sig, og det påvirker hendes sorg, der er mere uhåndgribelig. Hun pines over drømme, der aldrig vil gå i opfyldelse. Hun har kæmpet med sin forståelse af døden, med store spørgsmål, ingen kan svare på, med ensomhed og minder, der smuldrer.

Da hun blev 8 år skete der et skred i hendes sorg. Det var ligesom om hun ikke helt havde sørget endnu, men nu vågnede den op med en ny modenhed i hende. Hun savner dig, og hun kæmper indædt for at beholde de ting, hun husker. Hun snakker meget om dig, besøger din grav, laver ting til dig og du er meget nærværende i hele hendes eksistens.

Samtidig er hun også den, der lever mest i nuet af os alle og har været forskånet for ansvar. Hun har sin uskyld intakt, og du ville ikke have en chance, hvis hun så på dig med sine brune øjne. Du ville give hende alt, hun pegede på – og være så stolt af det fortryllende væsen, hun er blevet.

Hun er meget opmærksom på, hvordan andre har det. Hun noterer sig online mobning og anden dårlig opførsel – som hun kommer og får vendt med os voksne. Hun diskuterer meget værdier og grænser med os, og prøver at forstå, hvordan virkeligheden hænger sammen, og hvor hun passer ind i den. Hun lægger mærke til andres historie og ved lige, hvad hun skal sige. Hun deler sin egen historie, hver gang hun kan få et andet menneske til at føle sig mindre alene. Det er smukt, for hun har også styrken til at beskytte sig selv. Du ville også være umådeligt stolt af hende. Hun er så reflekteret og venlig, så brølende temperamentsfuld og helt vidunderligt kaotisk.

Hun drømmer meget om, hvad hun skal være, når hun bliver stor. Hvordan hun bliver som mor, og hvad hun vil arbejde med. Lige nu vil hun gerne læse historie på universitetet, ligesom sin mor og far. Hun vil arbejde med videnskab, siger hun. Før var det dyrelæge eller læge, astronaut … og dronning!

Hun kan blive hvad som helst.

Men kære far

Du skulle jo have været her. Det var meningen, at vi skulle blive gamle sammen. Ganske vist på hver sin matrikel, men alligevel. Det er en tung skæbne, vi har fået at skulle gå videre uden dig.

Du skal vide, at jeg passer godt på dine børn. De har det godt. De er en tæt firkløver og ved, at de har et sted, der er trygt og beskytter dem, når livet gør ondt.

Jeg lover dig, at deres skole bliver prioriteret, selvom jeg savner partnerskabet med dig og din evne til lige at løfte den lidt højere. Det var du virkelig god til. Vi var et godt team med forskellige styrker, og jeg kæmper lidt med at løfte din andel. Det gør bare en lille smule ondt stadigvæk, når jeg skal løfte noget, du plejede at tage dig af.

Men jeg gør det. Jeg skulle lige igennem en periode, hvor jeg ikke kunne slippe nogle meget høje forventninger og krav til mig selv. Det er umuligt at leve op til et spøgelse. Jeg var nødt til også at finde ud af, hvem jeg var nu, og acceptere at det var vejen, vi skulle gå. For jeg kunne ikke længere sparre med dig. Det var svært. Jeg ville gerne ære dit minde og forsøgte fejlagtigt at være forælder med dig stadigvæk. Det var MIG, der skulle bestemme nu.

Vejen, vi har gået ind til nu, har været lang. Den har været fuld at sten og skred. Men der har også været paradishaver og solnedgange.

Kære far.

To år er gået, siden du døde.

En lille dreng og lille pige mangler dig.

Til Noahs første baglænder. Til da Sophia knækkede koden med at læse – og at gange. Til alle de bitte små daglige ting, som alle tager for givet. De mangler at blive rørt ved, krammet, elsket af dig. De mangler at kunne vise dig en tegning, lave en perleplade eller nytårstalen, Noah lige har lavet i skolen.

Du ville være meget stolt.

Og det fortæller jeg dem. Hver eneste dag.

1 kommentar til “Kære far”

  1. Du gør det så godt – den her triste hændelse her og alt det andet i kæmpet med, du skal gil hver en tid være stolt af dig selv❤

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen