Mærkedage – hader du dem også?

I dag er det endnu én af mange mærkedage. Det er Valentine’s Day, Valenstinsdag eller whatever.

Uanset hvad så er det én af mange dage, som jeg synes er lidt svære at komme igennem. Det har ikke altid været sådan, men jeg har efterhånden for mange dårlige minder og for lidt håb.

Jeg har en dejlig mand, men jeg har ikke vundet lotteriet med romantiske evner. Og jeg er desværre sådan indrettet, at jeg ELSKER romantik. Jeg er en total sucker for det.

“Desværre”, fordi det synes fuldstændigt umuligt at få løftet det behov til et minimum af tilfredsstillelse.

Utaknemmelig?

Jeg har tænkt meget over det. Også over hvilke reaktioner, jeg mon ville få på at skrive sådan. Det er jo klassisk på de sociale medier: Er man utilfreds med noget og vover at pippe op om det, så er der hurtigt de første fem, der råber “first world problems” efter én, stærkt efterfulgt af andre smældende ord, der får én til at krybe tilbage, hvor man kom fra.

Jeg har da overvejet det. Er jeg utaknemmelig? Urealistisk? Hvad??

Jeg har forsøgt at skrue mine forventninger ned efter velmenende råd om at sådan er det bare. Sådan er mænd. Så må vi kvinder jo bare lade være med at forvente så meget.

Jeg har også forsøgt at være primus motor. Selv at give. Selv at være romantisk. Og jeg gav og gav og gav og gav. Jeg gav for fuld skrue, og jeg er GOD til det. Det blev også nydt…. Men ikke rigtigt besvaret. OK, jeg er ikke tilhænger af at give for at få, men jeg er heller ikke en uendelig brønd af selvopofrelse. Så jeg stoppede.

Jeg håbede, at hvis jeg holdt op med at forvente eller skubbe, ase og mase, så skete der måske noget på eget initiativ. Men nej.

Så jeg sidder her i dag og føler… Sådan lidt… OK, du vandt. Du slog Valentines Day ihjel. Og alle de andre mærkedage, der ikke sker noget på.

valentingeday, valentins dag, mærkedage

Misundelig?

Er jeg misundelig? Ja, det er jeg faktisk. Når jeg ser opslagene på Facebook og Instagram med romantik og små betænkeligheder. Så ville jeg ønske, at det var mig. Jeg ville gerne forkæles og være i centrum. Ja, det ville jeg. Og jeg er faktisk ikke flov over det.

Jeg er blevet for gammel til at krybe tilbage, hvor jeg kom fra. Jeg ved efterhånden ret godt, hvem jeg er, og hvad jeg kan lide. Og hvis jeg kan lide jordbær og får bananer, så vil jeg tillade mig at være træt af det. Før du farer i flint over det, så vil jeg også indskyde, at jeg faktisk er meget taknemmelig for overhovedet at være blevet tænkt på, yes – tjek – men dog ikke helt tilfredsstillet af det famøse bulls eye.

Og jeg ELSKER bulls eye.

Det er det hotteste, der findes, hvis du spørger mig. Skal du have mig, så skal der indgå et bulls eye på den ene eller anden måde. Sådan er det bare.

Det er ikke handlingen eller gaven, det er hele følelsen af den indsats det er at at sætte sig ind i et andet menneskes behov, ønsker og drømme. Smag og behag. DET er det bedste i hele verden. Det er for vildt at nå sådan under huden på hinanden, og det får mit romantiske indre til at eksplodere i eufori.

Når man ikke en gang prøver… Ja, så føler jeg mig pisse ligegyldig.

Min allerbedste mærkedag i mit liv

Jeg prøver at være hårdere end jeg er, når jeg nærmer mig de lorte mærkedage. Men jeg bliver altid lidt nervøs og trist. Faktisk ret trist. Jeg har mange dårlige minder fra de dage, der burde være de bedste. Fra jul, fødselsdage, årsdage, osv. – som sorgerne er kommet til, så har jeg også lidt for mange DÅRLIGE mærkedage, som jeg mangler en god måde at komme igennem på.

Men jeg husker stadig min allerbedste Valentine’s Day af dem alle. Faktisk var jeg ikke særligt bevidst om den dag endnu, for jeg var kun 15 år. Jeg gik på efterskole og var til time (så et andet sted på skolen det meste af tiden). Da jeg senere på dagen kom op på mit værelset stod en enorm buket, fløjlsbløde blodrøde roser på mit skrivebord.

Jeg glemmer dem aldrig. De var næsten lidt så store som min knyttede hånd og som fløjl.

De var fra min mor.

Jeg tænker på den buket hvert eneste år. Og det var ikke roserne, der gjorde det, selvom de var meget smukke. Det var tanken om at én havde gjort sig det besvær at gøre det for mig.

Det fik mig til at føle mig elsket og ønsket.

Og det er nok savnet efter den følelse, der med tiden har vendt mine mærkedage til det modsatte.

Det er dage, hvor jeg er ekstra ensom.

Også selvom jeg vil huske den buket til mine dages ende.

valentingeday, valentins dag, mærkedage

2 kommentarer til “Mærkedage – hader du dem også?”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen